Interview:

'Musikalsk udvikling og unikke oplevelser'

- Du er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og har studeret hos professor Morten Zeuthen, Jakob Kullberg, Tobias van der Pals og flere andre lærere. Hvad har haft den største indflydelse på din musikalske udvikling?

Gennem musik har jeg mødt utrolig mange spændende mennesker, som har været med til at påvirke mit syn på musikken. Jeg spillede på et tidspunkt til en master class med Anner Bylsma, hvor han sagde: “Din lærer er den person du kommer og spiller for hver uge, men din faktiske lærer er ofte en kommentar fra en ven, en god bog eller en koncert du hører.”

- At studere musik er anderledes end mange andre studier, fordi undervisningen foregår som enetimer. Hvordan har du oplevet det?

Jeg kan huske en af de første timer jeg havde hos professor Morten Zeuthen. Jeg havde forberedt en Piatti Capricie, som går ret hurtigt. Da jeg havde spillet smilede han og sagde “Meget fint Ida, men jeg ved du kan gøre det bedre.” Jeg var ikke helt sikker. Jeg havde øvet omhyggeligt med metronom og vidste at jeg netop havde spillet så hurtigt og præcist jeg kunne. Han lagde sin store cellohånd på min skulder og sagde. “Forestil dig du er en lille utålmodig dreng som gerne vil ud og spille fodbold, men din mor siger, ikke før vi har spillet denne her.” Så spillede han et akkompagnement i noget der føltes som dobbelt tempo. Jeg ved ikke hvorfor, men af en eller anden grund var det intet problem at spille hele stykket på den måde. “Ja det var bedre” sagde han. “Gå hjem og øv dig sådan.”

- Det kongelige Danske Musikkonservatorium er det største konservatorium i Danmark, hvordan var studiemiljøet?

I nogle år boede jeg på Jacob Gades kollegium. Det er et meget lille kollegie, hvor seks personer deler en etage. Min veninde Hanna Bendz og jeg havde værelser lige ved siden af hinanden og vi studerede begge to hos Jakob Kullberg. Vi øvede sammen og kom til hinandens timer, sammen med hans andre elever. Ofte var vi der til langt ud på natten og diskuterede fraseringer i Bachs cellosuiter, øvede minutiøst vinklen på buen eller intonationen på en ledetone. Det var den mest progressive og inspirerende tid.

- Din familie har haft med musik at gøre i flere generationer. Dine bedsteforældre mødtes gennem musikken og din stedmormor var operasanger på Det Kongelige Teater. Hvordan blev du første gang interesseret i musik?

Noget af det første jeg kan huske er en tidlig sommeraften i Birkerød. Min mor og jeg sad på terrassen i aftensolen, og hun viste mig hvordan man spiller blokfløjte. Jeg husker det som om det var en børnesang der hedder 'Vil du, vil du'. Hun spillede på tenorfløjte og jeg lyttede og kopierede på sopran.

Efter sommerferien startede jeg på musikskolen hos min højt elskede lærer, Kæthe Kristiansen. Hun lærte mig at læse noder. Jeg kunne godt lide det, men pigen jeg gik sammen med var tilsyneladende ikke så glad for det. Hun gemte sig under stolen da vi skulle lære at spille b for H. Jeg var glad for at spille og syntes nodesystemet var meget praktisk. Med bogstaver var det lidt anderledes. Jeg havde ikke rigtig set nogen årsag til at lære at stave og læse. Heldigvis gjorde min lærer ikke noget stort nummer ud af det, fordi hun vidste jeg læste noder, og nogle år senere blev jeg også hooked på stavning.

Min første cellolærer, Örnólfur Kristjánsson, var fra Island og besad en næsten magisk evne. Min lillesøster og jeg delte cello og hun havde time før mig. Når jeg kom bagefter, og begyndte at spille, kunne jeg med det samme mærke om han havde spillet på den eller ej. Jeg spurgte ham nogle gange om han havde, og han sagde “ja”, som om han ikke vidste, hvad han havde gjort ved instrumentet. Den var pludselig  meget nemmere at spille på.

- Hvad er det som gør livet som musiker spændende. Hvad oplever man i denne branche som ikke findes andre steder?

Når jeg hører en tone blive spillet på blokfløjte i radioen, ved jeg præcis hvilken tone det er. Det er som om jeg selv spiller den.

Når jeg hører nogen spille cello, ved jeg ret nøjagtig hvad der sker inden i dem. Nogle af mine cello-kollegaer har den samme evne, og på den måde kan man have en slags nonverbal kommunikation, der udtrykker ting som ikke kan siges lige så præcist med ord.

Noget af det der fascinerer mig ved klassisk musik er, at det involverer både musikalske og tekniske færdigheder. At være i stand til at spille teknisk krævende stykker foran et publikum, hvor du kun har denne ene chance, kræver en interessant form for mental stabilitet. Det kræver regelmæssigt øvning hver dag for at opnå den motoriske færdighed, og det kræver indre menneskelig exellence at udtrykke noget som gør godt for lytteren.

- Hvem er dine musikalske forbilleder?

Jeg beundrer bl.a Michala Petri for hendes noble fremtræden og hendes utrolig præcise spil. Hvis jeg skulle nævne noget som har haft stor indflydelse på min musikalske udvikling er det et citat af Yo Yo Ma: “ To me the whole process is never about proving, it’s about sharing.”

“Hele processen for mig, handler aldrig om at bevise noget, det handler om at dele.”

Claudia Anderson